Glimt af den danske urskov

Naturfotobogen GLIMT AF DEN DANSKE URSKOV udkom i efteråret 1999 i samarbejde med WWF, Verdensnaturfonden, på Borgens forlag. Bogen blev genoptrykt i 2. oplag 1. november 2000.
Bogen er på 144 sider i kvalitetstryk i formatet 23 x 28 cm, indbundet og med 121 farvebilleder som det bærende element i bogen.
Tekstsiden består af forord ved HKH Prinsen, forord ved fotograferne, et fagligt afsnit ved WWF, fire årstidsdigte af digteren Vagn Lundbye, samt et fototeknisk afsnit bagerst i bogen. Teksten er på dansk og engelsk, med latinske artsnavne.
Bogen er realiseret ved hjælp af fondsmidler, og er den første deciderede naturfotobog der er udgivet i Danmark.

Hovedformålet med projektet er at henlede opmærksomhed på de enkelte, men unikke, skovområder med oprindeligt præg, der endnu findes rundt om i Danmarks kulturlandskab.
Små, men sårbare biotoper, beboet af en mangfoldighed af flora og fauna, som her har nogle af deres sidste levesteder. Naturskoven er desuden en uerstattelig genbank, og et naturhistorisk dokument med en af nøglerne, til forståelse af vort lands tilblivelse og vor kulturs oprindelse.
Via en blanding af dokumentar- og impressionistiske billeder, forsøger vi at formidle livet og stemningen i det sjældne univers gammelskoven rummer. Et fuldt døgn fra hver årstid skildres via lyset, som er grundrytmen i motiverne støttet af stemning, form og komposition som rygrad.
Bog og udstilling lægger op til, at få betragteren til selvstændigt, at tage stilling til natur og naturbevarelse. Via billederne håber vi, at kunne formidle en påvirkning og stemning, som igen, gerne skulle lede til større forståelse for naturen som en nødvendig del af vores identitet og samfund. Endelig håber vi, at kunne udbrede og højne interessen for naturfotografering i Danmark, ikke bare som håndværk og formidlingsmedie, men også som kunstart.

Forord
Som små skovånder flakser vandflagermusene rundt i det blålige tvelys mellem de gamle krogede stammer. Rødhalsens fine, lidt vemodige sang, bliver nu og da overdøvet af gærdesmuttens kraftige triller, og en sangdrossels klare toner daler mod underskoven. Usynligt liv pusler i skovbunden, regnorme, biller, mus.
Disen stiger som et gråt slør op fra sumpen, og natuglernes miavende skrig forstummer. En svag, kølig luftning får de sidste kræfter i en rådden gren til at kapitulere, raslende falder den gennem løvhænget og når bunden med et dumpt drøn.
Duggen falder, og en sødlig, krydret duft af muld og blade dominerer kortvarigt sanseindtrykket. Øverst i løvtaget vælder det første orangegule morgenlys ind. Blade og grene bades i et gyldent skær. Fuglekoret tager for alvor til, huldue, stær, allike, broget fluesnapper, rødstjert, kærnebider, træløber, bogfinke, og en jodlende sortspætte hilser alle lyset velkommen.

Siden midnat har vi siddet på “post” efter rådyr og grævling. Men efter flere times intens venten, sovende ben og kamp mod myggene, er det pludselig ikke fotograferingen der er det vigtigste. Det er oplevelsen af, at befinde sig midt i en pulserende organisme. Følelsen af at være et med omgivelserne.
At være tilbage i urskoven.

Skoven har haft en turbulent og barsk historie. Lige siden vores forfædre slog sig ned i de vildtrige egne, der efter sidste istids afslutning for omkring 13000 år siden var et åbent kuperet tundralandskab, har skoven været forbundet med vores udvikling, kultur og historie.
Dengang var landet bevokset med lav, græsser, blomster, og spredt birke- og pilekrat i de lunere dale. Her jagede de første mennesker fortrinsvis rensdyr, men også vildhest og bison var eftertragtet bytte.
Klimaet blev langsomt lunere, og landskabet springer i lysåben skov af birk, fyr og pil. Den højere plantevækst fortrænger gradvis rensdyrene, men samtidig invandrer nye dyrearter som kæmpehjort, elg og urokse, arter tilpasset et liv i skoven.
Hasselen er pioneren i urskoven, og med den springer landet for alvor i grønt for godt 8000 år siden.
Den kraftige afsmeltning fra isranden får havet til at stige, og de elve og floder der har gennemskåret landet, udvider sig og danner begyndelsen til de nuværende sunde og bælter.

Eg, ask, elm, el og især lind trænger sig ind i hasselskoven, og kommer til at dominere skovbilledet i den mørke og fugtige urskov, der isprængt floder, søer og sumpe dækker Danmark fra kyst til kyst.
Urskoven, der er tæt og mørk, holder mennesket i skak i henved 2500 år, frem til begyndelsen af yngre stenalder for ca. 6000 år siden, hvor de små jæger/fiskersamfund påbegynder en primitiv form for agerbrug i skovens randområder.
Husdyrhold med tamkvæg og svin vinder indpas, og nye teknikker gør det muligt, at fremstille skarptslebne flinteøkser til skovhugst. Samtidigt indføres svedjebrug, mennesket begynder for alvor at sætte sig spor i skoven.

Langsomt tager landskabet karakter af spredt agerland med lysere og mere åben skov, domineret af eg, isprængt lysninger og græsningsoverdrev.
Befolkningstallet øges, og agerbruget trænger skoven hårdt, men det er først med bronzealderens og jernalderens spirende metalindustri, at skovens deroute starter for alvor.
Op gennem vikingetid, middelalder og renæssance er træ endnu det vigtigste råstof.

Skoven er stadig leveringsdygtig i solidt tømmer til handels- og krigsflåde, bygning af herregårde og slotte, brændsel, brugsting og foder, men af de før så vældige skove, står kun spredte rester tilbage.

Kong Christian den 5. bliver i 1670, uden at vide det, den første danske miljøaktivist. Han udskriver en række skovforordninger som er de første forsøg på at dæmme op for skovens forfald. Bønderne får begrænset deres hugst- og græsningsrettigheder, og skovejerne forpligtiges til at pleje og forynge skoven. Den tyske forstmand Von Langen kommer til Danmark for at sætte skovbruget i system, og oplærer danske forstmænd i kunsten.
Desværre står det sløjt til med forståelsen for miljøtiltag. Priserne på træ er høje og der går hen ved 100 år, inden der for alvor bliver sat en stopper for nedhugningen.
Kong Christian den syvende udsteder i 1805 endelig en fredskovsordning, der har til formål at frede og vedligeholde de sidste skove i Danmark.

Selv om vi siden har fået mere skov, er den desværre samtidigt blevet fattigere på levesteder og oplevelser.

Det er i dag umuligt at finde større sammnehængende skovarealer, som ikke bærer præg af vor tids ensretning og effektivt.
Skovbunden er arret af veje og stisystemer og udtørret af dræn og grøfter. Med beplantninger bestående af monokulturer, hovedsagelig bøg og rødgran, er eksistensgrundlaget for flora og fauna begrænset.
Skoven af i dag er til dels en spejling af vores samfund.
Med en forstenet religion og splittede familiemønstre jagter vi nye gyldige værdier.
Vi higer efter identitet.
Tid, ro og indhold er en mangelvare.

Tid og ro er uløseligt forbundet med naturen.
Og netop naturskoven er et fornemt eksempel på den balance, vi mangler.
Den gamle varierede skov er ikke bare en genbank og et levested for rigt og sjældent dyre- og planteliv.
Med sin uafbrudte pulserende rytme af fornyelse, tilpasning, overlevelse, ælde, død og genskabelse, livet i ufortyndet form, sætter skoven liv og tid i perspektiv og er en af nøglerne til forståelse af vores eget liv, som er præget af dødsangst og fremmedgjorthed over for naturen og naturen i os selv.
For den der mangler tid og ro, og evner at søge, har skoven en rummelighed og et kraftfelt af energier der afstresser og klarer.
Naturskoven er nødvendig for at sikre en rig og varieret natur, og for os, som en varig ressource til mental genopladning.

Skoven har været intenst udnyttet, og produkterne anvendt med stort økonomisk udbytte til gavn for befolkning og land. Skoven er en del af vores kultur og historie.
Et dokument over vores tid.
Derfor er det kun rimeligt at vi lader de ældste dele af den stå som et naturmonument for identitet, og et refugium for oprindelighed, forskellighed og mangfoldighed.

Det er vores håb, at denne bog må medvirke til, at visualisere lidt af den enestående naturarv der gemmer sig i de sidste rester af den danske “urskov”.

Lars Gejl Finn Olofsen